Bilist flygter efter solouheld

Politiet rykkede tidligt mandag morgen ud til et solouheld ved Limfjordstunnellen. Da de nåede frem, var føreren af bilen stukket af

Politiet har mandag morgen været til stede ved Limfjordstunnellen, hvor de undersøgte et solouheld.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard til Ekstra Bladet.

- Vi får anmeldelsen klokken 4.51 og kører ud til stedet. Her holder en bil havareret ved indgangen til tunnellen, fortæller Poul Fastergaard.

- Bilen har påkørt autoværnet og har store skader på fronten. Og føreren er flygtet, fortsætter han.

- Var vedkommende flygtet, inden I nåede frem til stedet?

- Ja.

Spærret
Som følge af uheldet og politiets arbejde på stedet var der kun et spor farbart i sydgående retning mellem frakørsel 22 Nørresundby N og Limfjordstunnellen tidligere mandag morgen.

- Men det hele er åbnet op igen, så det kører fint derude, siger Poul Fastergaard.

Vagtchefen oplyser, at politiet leder efter føreren af bilen, blandt andet ved at se overvågning igennem fra stedet.