Bilist kunne ikke stå på sine ben: Promille på 2,84

Manden blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørsel uden førerret

En 56-årig mand udsatte sig selv og andre for overhængende fare, da han satte sig bag rattet torsdag aften med en promille på 2,84.

Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.

Manden blev stoppet på Østermarksvej i Hjallerup efter en langsom eftersættelse med 20 kilometer i timen, og her kunne to betjente hurtigt konstatere, at det var helt galt.

Bilen var delvist ramponeret, lyder det.

'Det forreste, venstre hjørne af bilen var nemlig revet af samtidig med, at det forreste, venstre fordæk manglede således, at bilen kørte på fælgen.'

Da politiet fik manden ud af bilen, var han end ikke i stand til at stå på sine ben.

'Han kunne ligeledes ikke fuldføre en sætning uden at mumle,' skriver politiet.

En alkometertest viste, at manden havde en tårnhøj promille på 2,84 - langt højere end det tilladte på 0,5.

Manden blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørsel uden førerret.