Bilist var narko-påvirket, lyder tiltale: 12-årig dræbt på el-løbehjul

Blodprøve viste, at 50-årig havde hash og amfetamin i blodet ved dødsulykke

En bilinspektør er ved at undersøge ulykkesstedet, hvor den 12-årige blev dræbt. Foto: Ejvind Pedersen/Byrd
En bilinspektør er ved at undersøge ulykkesstedet, hvor den 12-årige blev dræbt. Foto: Ejvind Pedersen/Byrd

En 50-årig bilist var påvirket af både hash og amfetamin, da han, ifølge tiltalen, kørte en 12-årig pige ihjel i Østervrå i Vendsyssel. Pigen var på vej i skole på sit el-løbehjul.

Ulykken skete 11. november sidste år cirka klokken 7.25, og tirsdag stilles den 50-årige for Retten i Hjørring, hvor han er tiltalt for uagtsomt manddrab og narkokørsel. Han nægter sig skyldig.

Foruden straf for trafikdrabet nedlægger anklagemyndigheden påstand om, at den 50-årige skal frakendes førerretten ubetinget.

Godt to timer efter ulykken blev der taget en blodprøve på den 50-årige bilist, som viste spor efter amfetamin og THC, der er det aktive stof i hash.

Stofferne er klassificeret som farlige for trafiksikkerheden og mængden var, som det hedder i anklageskriftet, 'over bagatelgrænsen'.

Røg hash to dage før
Den 50-årige blev varetægtsfængslet efter dødsulykken, og i grundlovsforhøret forklarede han dengang, at han havde røget hash om lørdagen, som ulykken skete om mandagen. Derfor kunne han ikke erkende kørsel i narkopåvirket tilstand.

Han vurderede selv, at han kørte omkring 80 km/t., da ulykken skete. Han kørte samme rute på vej til arbejde som så mange gange før – og han havde også mange gange set den 12-årige pige på vejen på sit løbehjul.

Hun kørte ad Brøndenvej mod nord, da bilen ramte hende.

Hun havde cykelhjelm og refleksvest på, og der var lys både foran og bag på el-løbehjulet.

Pigen blev alvorligt kvæstet og kørt med eskorte til Aalborg Universitetshospital. Samme morgen klokken 8.54 døde den 12-årige på hospitalet.

Det var bilisten selv, der ringede 1-1-2 efter ulykken.

Politiet fik mistanke om, at den 50-årige bilist var påvirket, så han blev anholdt og kørt til læge for at få taget en blodprøve.

Græd i retten
Han var knust, da han blev fremstillet i Retten i Hjørring i grundlovsforhør og fængslet.

– Det er så forfærdeligt. Jeg er så ulykkelig. Jeg føler med forældrene, sagde den 50-årige grædende ifølge nordjyske.dk.

Han forklarede, at der ved den sidste bakke lige før Østervrå kom en modkørende bil, og lige efter hørte den 50-årige bilist 'et smæld'.

– Jeg troede, jeg havde ramte et dyr. Så jeg bakkede og stod ud, og så lå der en lille pige der, forklarede den 50-årige grædende.