To mænd på 20 og 27 år med tilknytning til Black Army blev i går idømt henholdsvist to og tre års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben, narkotikahandel og indbrud i Retten i Herning.
De blev anholdt i en stor bandeaktion mod Black Army-miljøet i Herning, der løb over halvanden dag den 20. og 21. november sidste år, og anklageren i sagen har påvist de to mænds tilknytning til et højerestående medlem af Black Army, der for en måned siden blev idømt fire års fængsel i samme sagskompleks.
- Det er ikke personer, vi kan konkludere, er medlemmer af Black Army, men de har tilknytning til personer, som i hvert fald er medlem af Black Army. Black Army er jo en lidt mere løs organisations-struktur, end vi er vant til fra andre bandemiljøer, så derfor er det svært at påvise, om nogen er decideret medlem, selv om de begår kriminalitet sammen, siger anklager ved advokatur for Særlig Efterforskning Vest, Rasmus Gyldenløve.
Stjålet i privathjem
Han fortæller, at de blandt andet blev dømt for ulovlige besiddelse af fem stjålne jagtvåben, der blev stjålet i et privathjem sammen med selve våbenskabet og kørt ud og brækket op. Politiet havde dog allerede på det tidspunkt en efterforskning kørende mod de implicerede personer, så man inden for få dage kunne beslaglægge våbnene.
- De nåede kun at være i besiddelse af de her våben i ganske kort tid, fordi politiet var forholdsvis tæt på organisationen rent efterforskningsmæssigt på det tidspunkt, hvor tyveriet finder sted, siger Rasmus Gyldenløve og fortæller, at det blandt andet var det, der førte til anholdelseaktionen.
Black Army-folk sigtet i jysk sag om narko og indbrud
Mændene blev desuden dømt i hvert sit narkotika-forhold. Den 20-årig blev dømt for salg af 100 gram kokain, mens den 27-årige blev dømt for salg af 50 gram amfetamin, ligesom de begge blev dømt for indbrud. Den 27-årige blev dømt for ni indbrud, hvoraf syv var fuldbyrdede, mens den 20-årige blev dømt for et par stykker.
Det var noget af det, der gjorde forskellen i de to mænds straffe, foruden at den 27-årige havde en reststraf på bankbogen, fordi han var prøveløsladt fra en anden dom, ifølge anklageren.
Alle forholdene har fundet sted i Herning-området i perioden fra sommeren 2016 og frem til anholdelsen.
Særligt aktive
Der er indtil videre udmålt i alt 13 års fængsel til seks personer, mens yderligere seks personer afventer at få dom i sagen.
En af de seks dømte, der fik fire års fængsel for en måned siden, var på det tidspunkt et af de højere rangerende bandemedlemmer i Herning.
Sagen har været efterforsket i et samarbejde mellem Midt- og Vestjyllands Politi og det tidligere Task Force Vest, og siden årsskiftet af det nye efterforskningsfællesskab i Vestdanmark – Særlig Efterforskning Vest, der blandt andet har bekæmpelse af bandekriminalitet som et af fokuspunkterne.
- Der er ingen tvivl om, at hvis man ser ud over det ganske danske land, så er der store udfordringer med banderne, og der er også nogle bander, som springer i øjnene som særligt aktive lige nu, og det er blandt andet Black Army forskellige steder i Danmark, siger anklager Rasmus Gyldenløve og fortsætter:
- På den måde er det selvfølgelig tilfredsstillende, at det arbejde, politiet laver, også bærer frugt i forhold til at få stækket nogle af de organisationer lokalt. Og det må formodes at have en betydning i det midt/vestjyske, at en forholdsvist stor mængde tilknyttede til Black Army er blevet fængslet og fået betydelige fængselsstraffe, siger han.