Blev sur over han ikke måtte sidde på 1. klasse: DSB-medarbejder slået ned

En 22-årig mand sidder tirsdag morgen på politigården efter et voldeligt overfald på en DSB-medarbejder

Ved du noget? Send os et tip i en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En ansat hos DSB fik tirsdag morgen noget nær den værst tænkelige start på dagen, da han skulle tjekke billetter i et tog ved Roskilde Station.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

En 22-årig mand fra Nyborg havde nemlig indfundet sig på 1. klasse, selvom han ikke havde billet til området.

- Han syntes ikke, han ville flytte sig fra området, selvom personalet bad ham om det. Så der var åbenbart en DSB-medarbejder der skulle have en på lampen, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

- Så nu sidder vedkommende hos os og tænker lidt over det, siger han.

Den 22-årige mand bliver nu sigtet for vold mod tjenestemand, som har en strafferamme på bøde eller op til otte års fængsel.

- Det er jo fuldstændig meningsløst og grotesk, for man ved jo også, at når man ikke har billet til 1. klasse, så skal man ikke sætte sig der.

Manden blev anholdt klokken 4.30, og han befinder sig i skrivende stund stadig på politigården i Roskilde. Det er endnu uvist, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.