RETTEN I NYKØBING FALSTER: Med en lidt ludende holdning og en sort skjorte stoppet ned i slidte cowboybukser blev en muskuløs 29-årig mand her til morgen ført ind i den store retssal A. Han er tiltalt for sidste års brutale knivdrab på den tre år ældre VVS-mand Deniz Köktas.
Det dramatiske optrin opstod som ud af ingenting på Døllefjelde-Musse Marked ved Nysted, og den varetægtsfængslede falstring har hidtil nægtet sig skyldig.
Det gør han stadigvæk. Han erkender dog ulovligt at have været i besiddelse af en kniv, men nægter to nye forhold om dødstrusler mod en medindsat i arresten i Nykøbing. Han erkender til gengæld kørsel uden kørekort og en alvorlig hastighedsoverskridelse, da han kørte væk fra markedet tilbage i 2022.
Susanne Bluhm, anklager hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi argumenterede for, at den tiltalte havde forsæt til at dræbe Deniz Köktas. Hun henviser desuden til, at flere vidner overfor politiet har identificeret den tiltalte som gerningsmanden.
Døde dagen efter knivstik
Det dødbringende overfald udspillede sig Store Bededag sidste år i forbindelse med det landskendte kræmmermarked, som hvert år tiltrækker tusinder af besøgende.
Deniz Köktas befandt sig på en parkeringsplads, da han omkring klokken 18 blev antastet af en mørk skikkelse, som sprang frem og ramte ham i brystkassen med et knivstik. Det er på første retsdag kommet frem, at knivofret blev ramt af et stik igennem ribbenene, som perforerede hans lever og bughule.
Det blev senere fastslået som den afgørende dødsårsag.
Dømt for trusler og vold
Mindre end et døgn senere afgik den fysisk stærke, veltrænede far til en mindreårig søn ved døden på Rigshospitalet i København. Det skete for øjnene af hans forældre og søskende.
Den tiltalte mand var på det tidspunkt stadigvæk efterlyst af Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi. Søndag meldte han sig selv. I forbindelse med grundlovsforhøret i Retten i Nykøbing Falster nægtede han sig skyldig i drab.
I forvejen har han afsonet flere års fængsel for blandt andet dødstrusler, grov vold, handel med narkotika og ulovlig våbenbesiddelse. Han er far til to mindreårige børn.
Ekstra Bladet talte et døgn efter den nu tiltalte mands anholdelse med vennen og øjenvidnet Mark Nielsen, som stod lige ved siden af Deniz Köktas, da situationen gik amok.
Han forklarede, at han så en mørk skikkelse løbe frem og overfalde Deniz Köktas, hvorefter manden stak af. Den nu afdøde mands ven så ikke, hvem der gik til angreb. Han så heller ingen kniv.
Episoden skete angiveligt i forlængelse af en verbal konfrontation mellem de to mænd kort forinden. Ifølge Mark Nielsen mente den nu drabssigtede mand, at Deniz Köktas 'skyldte penge'.
Sidste ord: Farvel Mark
Det blødende knivoffer nåede at sige nogle få ord til vennen, før han besvimede for aldrig at vågne igen:
- Det var det. Farvel, Mark.
I løbet af weekenden måtte lægerne på Rigshospitalet opgive at redde hans liv.
Deniz Köktas var ellers ved at komme ovenpå med et job som VVS-mand, efter at have levet et hårdt liv.
I 2020 var han udsat for et andet knivangreb i Nykøbing Falster. Gerningsmanden i den sag fik senere en dom på seks år og otte måneders fængsel, som han stadigvæk er i gang med at afsone.
Den nu afdøde falstring havde selv afsonet en fængselsstraf for vold og ulovlig våbenbesiddelse.
Læs mere om sagen:
Dræbt på kræmmermarked: Knivstik og vild flugt
Sigtet for drab: For vild til Satudarah
Søstre om drabssigtet: Et tomt blik