Shane Goldsby kunne ikke styre sine følelser og har sagt undskyld.
Men svært er det ikke at forstå det spontane raseri, der sidste år drev den nu drabsdømte 26-årige afsoner i fængslet Airway Heights Corrections Center øst for Seattle til at myrde en mere end dobbelt så gammel mand i den celle, de delte i delstaten Washington i USA.
Drabsofret var nemlig identisk med den 70-årige Robert Munger. Han blev i 2019 idømt 43 års fængsel for at have voldtaget Shane Goldsbys mindreårige søster og flere andre børn og for besiddelse af børnepornografi.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og KHQ og tv-stationen Fox News.
Fortalte om overgreb
De to mænd delte forbavsende nok celle, og i erklæringer til flere medier har Shane Goldsby meldt ud, at Robert Munger i detaljer fortalte om sine forbrydelser, og at den yngre medfange i situationen blev ramt af, hvad han i retten beskrev som et 'heftigt raseri'.
Han angreb Robert Munger bagfra i ukontrolleret vrede. Ifølge de amerikanske medier blev den ældre mand ramt af 14 slag til ansigtet og fire spark.
Det overlevede voldtægtsmanden ikke, og drabet har nu kostet Shane Goldsby en straf på ikke under 24 års fængsel. I forvejen afsoner han en straf for blandt andet tyveri af en patruljevogn i forbindelse med en biljagt og for at såre en militærmand.
Klage over bofællesskab
Før domsafsigelsen angrede Goldsby sin dødbringende affekt-handling.
'Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være at miste en elsket familiemedlem på den måde. Jeg undskylder overfor hans kone og hele hans familie, og jeg håber, at vil komme jer over det, jeg er skyld i', lyder det i en officiel meddelelse fra Shane Goldsby.
Han forklarede ifølge mediet KHQ, at han i den periode var ude af balance, og at Munger blev ved med at ville fortælle ham, hvad han fotograferede og filmede og gjorde i forbindelse med de seksuelle overgreb.
Ifølge amerikanske medier har Goldsby før klaget over, at han skulle dele celle med Robert Munger. Men utilfredsheden vakte tilsyneladende ikke genklang hos fængselsmyndighederne, som dog efterfølgende har afvist, at de kendte til de to mænds forbindelse.