Blødende mand bad om hjælp - nu er han forsvundet

Politiet leder lige nu efter en mand i Kastrup

Københavns Politi er lige nu i gang med at lede efter en blødende mand omkring McDonald's på Kystvejen i Kastrup.

Det oplyser vagtchef Henrik Brix til Ekstra Bladet.

- En mand, der bløder, er kommet ind på McDonald's og har bedt dem om at ringe efter en ambulance, men nu er han væk, så nu er vi ved at finde ud af, hvad der kan være sket, lyder det.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Ifølge vagtchefen har personalet fortalt, at manden havde blod på hænderne, da han kom ind i restauranten til fods. Efter de ringede til politiet, forsvandt han.

Der blev slået alarm allerede kl. 9.35, men politiet har stadig ikke fundet ham. Der afsøges med hunde i området, og McDonald's har været lukket ned.

- Vi er nødt til at starte stort i forhold til eftersøgning, siger vagtchefen.

Ekstra Bladet har ringet til McDonald's i Kastrup, men her ønsker man ikke at fortælle om oplevelsen.

Ved 14-tiden havde politiet endnu ikke fundet manden. Vagtchef Henrik Brix oplyser, at der stadig søges efter manden i området, og man har også tjekket Øresundsbroen uden resultat.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer