Bøde-regn over 174 kokain-kunder

'De Hvide Bude' i København leverede kokain til døren 3560 gange, lyder tiltalen mod de formodede bagmænd

Bøder for godt 1,8 mio. kr. er sendt ud til De Hvide Budes kunder. Men alle, der har købt mindre end fem gange, slipper denne gang. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)
Bøder for godt 1,8 mio. kr. er sendt ud til De Hvide Budes kunder. Men alle, der har købt mindre end fem gange, slipper denne gang. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)

Kokainen kostede mellem 500 og 700 kr. for en lille pose med 0,7 gram kokain, men nu venter der en endnu større regning til kunderne hos et nyt hold 'Hvide Bude', der leverede kokain til døren i København.

Københavns politi har sendt bødeforlæg på samlet 1.865.000 kr. til 174 kunder hos 'De Hvide bude', oplyser vicepolitiinspektør Torben Svarrer, afdelingen for Organiseret Kriminalitet, til Ekstra Bladet.

Den højeste bøde for kokain-køb er på 32.000 kr.

Politiet har kun sendt bøder ud til kunder, der har købt kokain mindst fem gange. De kunder, som har købt færre gange, slipper for påtale i denne omgang.

- Vi har af ressourcemæssige årsager sat grænsen ved fem køb, siger Torben Svarrer.

Hvis kunderne nægter at betale bøderne, bliver sagerne indbragt for retten.

Seks tiltalte hovedmænd for retten
Ekstra Bladet har fået indsigt i anklageskriftet mod de seks formodede hovedmænd bag 'De Hvide Bude', hvor flere havde relationer til bande-grupperingen 'La Raza' i Valby.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Kokain i dyr kvalitet blev leveret direkte til kunderne af en gruppe 'hvide bude'. Foto: Casper Dalhoff Krimi Bande bag 'hvide bude': Bragte kokain til døren

Ifølge anklageskriftet leverede kokain-handlerne mindst 3560 poser på hver 0,7 gram kokain til en pris, der svingede mellem 500 og 700 kr. stykket. Det svarer til knapt 2,5 kilo kokain.

Det betyder, at 'De Hvide Bude' har omsat for mellem knapt 1,8 millioner kr. og knapt 2,5 millioner kr.

Kunderne bestilte kokainen på et bestemt telefonnummer og poserne med kokain blev leveret direkte på den aftale adresse, enten private hjem eller på mødesteder og beværtninger ude i byen.

Den velsmurte organisation er det andet hold af 'hvide bude', som politiet i København har afsløret.

'Carlo og Emma'
I december 2013 anholdt politiet en gruppe, der leverede kokain og ecstasy til døren i København, hvor kodeordene var 'Caroline' eller 'Carlo' for kokain og 'Emma' for ecstasy. Dengang kortlagde politiet cirka 3000 handler til cirka 400 kunder gennem overvågning af telefoner og sms.

I den nye sag om 'hvide bude' fandt politiet ved anholdelses-aktionen den 3. december sidste år 1186 gram kokain, der var pakket i 1695 salgsposer med hver 0,7 gram i en lejlighed i Valby.

Endnu 90 salgsposer blev fundet forskellige steder i byen. Politiet fandt også  cirka 136.000 kr. i kontanter og en del fyldstoffer som lidocain og phenacetin, der bruges til at fortynde kokainen til salg.

Retssagen mod de seks formodede hovedmænd i 'De Hvide Bude' starter den 2. oktober og varer i 30 dage med forventet dom 24. februar næste år.

Alle retsmøder i sagen har hidtil været holdt for lukkede døre.

Under retssagen skal beviserne for hver af de 3560 kokain-handler gennemgås.

1 af 2 
2 af 2 Bøder for godt 1,8 mio. kr. er sendt ud til De Hvide Budes kunder. Men alle, der har købt mindre end fem gange, slipper denne gang. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)