Omkring 6900 danskere kan forvente at modtage en bøde for at køre for stærkt.
I sidste uge udførte politiet en række indsatser mod hastighedsoverskridelser, og det er disse indsatser, som har resulteret i de mange sigtelser.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Et problem
- Ikke alene har vi sigtet rigtig mange for at køre for stærkt, men vi har også set nogle ekstremt høje hastigheder, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiet Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Med så mange sigtelser, kan der vist ikke være tvivl om, at dette område fortsat kræver politiets opmærksomhed, således vi fortsat kan få dæmpet farten. Farten dræber og for høj fart er et problem for trafiksikkerheden.
Lavere end sidste år
Christian Berthelsen oplyser dog, at tallet er 'noget lavere sammenlignet med kontrollerne sidste år i samme periode'.
I alt blev der konstateret lidt mere end 7.600 overtrædelser af færdselsloven, herunder også andet end hastighedsoverskridelser.
Hastighedskontrollerne blev udført fra mandag til fredag i den forgangne uge.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye krimipodcast 'Afhørt' herunder eller i din podcastapp. I det nye afsnit fortæller vi blandt andet om ydmygelser i rockermiljøet og om en vaskeægte 'skandaledommer'