Siden 26. december har nærmeste familie til Ragnar Haug ikke hørt fra den 56-årige familiefar, og derfor er der en bøn fra familien om, at alle, der måtte sidde inde med eventuel viden, henvender sig til politiet.
- Vi vil selvfølgelig gerne rette en appel til offentligheden om hjælp, hvis det er muligt, fortæller hans hustru til Ekstra Bladet.
Det er 11 dage siden, at norskfødte 56-årige Ragnar forsvandt fra familiens hjem, et hus på Boserupvej i Brønshøj.
Hustruen fortæller, at hun sidst så manden, da han tog fra deres sommerhus i Sverige om formiddagen 26. december sammen med en kammerat. Resten af familien vendte hjem fra Sverige dagen efter, 27. december.
- Jeg snakkede med ham nogle gange i telefon i løbet af dagen 26. december. Sidst, jeg snakkede med ham, var ved 19-tiden, siger hustruen.
Sporløst forsvundet i 10 dage: Frustreret drabschef
I forbindelse med artiklen vil hun gerne påpege en fejl omkring tidsangivelser, der tidligere har været meldt ud.
- Han forlod huset i Brønshøj imellem kl. 21 og kl. 23. Eller måske senere. Ikke omkring kl. 19, som det tidligere har været beskrevet, siger hustruen.
Familien havde ellers tilbragt nogle gode feriedage i Sverige i dagene omkring jul.
- Lige nu har jeg det forfærdeligt. Vi savner ham.
- Hvad tror du, der kan være sket?
- I værste fald, at han er død. Det er jo det, vi frygter.
- Hvordan virkede han i julen?
- Der var ingenting at mærke på ham. Han var i godt humør, fortæller hustruen.
Hos Københavns Politi oplyser Brian Belling, chef for Afdelingen for organiseret kriminalitet, at man fortsætter eftersøgningen af den 56-årige mand.
- Vi indhenter blandt andet forskellig overvågningsvideo fra lokalområdet.