Børnehavevikar dømt: Tog 1300 fotos af afklædte børn

En mand er dømt ved Retten i Aalborg for at have taget 1300 billeder af afklædte børn i en børnehave

En mandlig ansat i en børnehave i Aalborg har onsdag tilstået, at han tog fotos af 15 afklædte børn i alderen fra to til syv år. Han er blevet idømt ni måneders betinget fængsel.

Det skriver TV 2 Nord.

Der er tale om en 41-årig mandlig vikar, der har arbejdet i en børnehave på Feggesundvej i Aalborg Øst.

Manden skal desuden betale en erstatning til de udsatte børn på 5000 kroner til de børn, hvor der er taget under 100 billeder og 8000 kroner til de børn, hvor der er taget over 100 billeder, skriver TV2 Nord.

Derudover skal han i sexologisk behandling, og han må hverken have kontakt til piger under 15 år, arbejde med børn og unge under 18 år, eller opholde sig med børn under 18 år uden tilsyn af en voksen.

Ifølge mediet blev den 41-årige vikar opdaget i september sidste år, da en anden ansat så ham tage billeder af et barn i forbindelse med et bleskifte.

Manden udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.