Børnene kom aldrig hjem fra ferie: Ny jagt på far mistænkt for bortførelse

En 45-årig mand fra Makedonien er fængslet in absentia for at have bortført sin nu 12-årige danske datter

Malene Staal med sine to børn, Milos og Anastasija før de i 2012 blev tilbageholdt af deres far i Makedonien.  I dag er Anastasija stadig hos sin far, som nægter at udlevere hende. Foto: Privat
Malene Staal med sine to børn, Milos og Anastasija før de i 2012 blev tilbageholdt af deres far i Makedonien. I dag er Anastasija stadig hos sin far, som nægter at udlevere hende. Foto: Privat

I februar 2012 tog Malene Staals to børn på seks og otte på ferie hos deres far i Makedonien. Forældrene, som havde mødt hinanden i landet, da Malene Staal var nødhjælpsarbejder, var efter noget tid i Danmark blevet skilt, men forælderskabet var intakt og velfungerende.

Men Malene Staals børn kom aldrig hjem og siden har fulgt flere års kamp, hvor hun ved hjælp af de danske myndigheder har forsøgt at få børnene Anastasija og Milos hjem igen.

Hentede sønnen
I 2013 fik hun en midlertidig sejr, da det lykkedes hende at hente sønnen Milos hjem ved en nøje planlagt tur sammen med sin nye mand og to frivillige. Alt gik dog ikke som det skulle, og Malene Staals datter Anastasija måtte efterlades i Makedonien hos sin far.

Den danske mor har dog i dag fået nyt håb i sagen, da en dommer ved Retten i Odense fredag udstedte en fængslingskendelse på den 45-årige makedonske far, Vojo Mojsik, i forsøget på at hente pigen hjem.

- Han blev varetægtsfængslet in absentia, og det betyder, at vi nu kan arbejde på at udstede en ny international arrestordre gennem Interpol, forklarer anklager ved Fyns Politi, Lone Hesselmark til Ekstra Bladet.

For Malene Staal er det et lille skridt på vejen i en efterhånden umenneskeligt hårde kamp for at få datteren hjem.

- Savnet fylder enormt meget. Specielt her op til jul, hvor vi burde være sammen. Vi sender hende julegaver hvert år, men vi vil allerhelst bare have hende hjem, siger Malene Staal, der ikke har de store forventninger til den nye efterlysning.

- Myndighederne i Makedonien har indtil nu ignoreret alle vores henvendelser, så jeg har svært ved at tro, at det skulle være anderledes den her gang.

Taler på Skype

I stedet må hun nøjes med at tale med sin datter to gange om måneden. Samtalerne foregår ifølge Malene Staal altid over Skype og under den Makedonske families nøje overvågning. Det fremgår også i den TV2-dokumentar fra 2013, som fulgte Malene Staals kamp for børnene.

- Hun må ikke og vil heller ikke tale dansk med os, så samtalerne foregår på makedonsk. Hendes bror nåede ikke at lære sproget, så når hun skal tale med ham er det på engelsk, forklarer Malene Staal, der mener at hendes datter langsomt bliver mere fremmedgjort, jo længere tid der går.

- Hun tager afstand fra os. Og jeg forstår hende godt, siger Malene Staal.

Når savner bliver for stort er samtalerne næsten ubærlige.

- Hendes bror savner hende enormt meget. Det gør jeg også. Vi kan mærke på hinanden, når vi har 'nede perioder', for eksempel her op til jul eller ved fødselsdage og alle de ting, hvor hun ikke kan være en del af det, siger Malene Staal, der dagligt kæmper med følelsen af skyld over, at hun ikke fik sin datter med hjem.

- Nogle gange kan jeg tænkte, at jeg er så heldig, fordi jeg kan kysse og kramme min søn når som helst. Men så tænker jeg også på hans søster. Jeg kan ikke røre ved hende, jeg kan ikke huske, hvordan hun dufter. Det er svært at sætte ord på uden at knække sammen, siger Malene Staal.

Den danske kvinde er selv efterlyst i Makedonien for at have hentet sønnen hjem 31. maj 2013, og hun kan derfor ikke tage til landet uden at blive anholdt. Det sker på trods af at Malene Staal har rettens ord for, at hun har myndigheden over begge børn, og at de i henhold til internationale konventioner skal være hos hende.

Ny fængsling skal hente Anastasija hjem
Hendes 45-årige eksmand blev allerede i 2012 efterlyst internationalt i forbindelse med bortførelserne. Siden har det dog hverken lykkedes dansk politi, Udenrigsministeriet og Ankestyrelsen at få de makedonske myndigheder til at udlevere manden og få Anastasija hjem. 

Fredagens nye retsmøde i sagen skyldes en række formaliteter i den eksisterende arrestordre på den 45-årige mand.

- Da det jo lykkedes moren at hente det ene barn for nogle år siden, så bliver vi nødt til at ændre sigtelsen imod ham. I stedet for at være efterlyst for at have bortført begge børn, skal han nu efterlyses for bortførelsen af det ene. Det lyder som juridisk papirnusseri, men det er ret vigtigt for den internationale arrestordre, siger Lone Hesselmark.

- Det betyder, at vi jo nu forhåbentlig kan få myndighederne til at møde op på de adresser, hvor vi tror, han holder til, siger anklageren.

Vojo Mojsik har til TV2-dokumentar i sin tid forklaret, at han bortførte børnene, fordi Malene Staal blev gift med Steffen Pedersen, som er medlem af Bandidos.

- Til det vil jeg bare sige, at jeg er ikke gift med Bandidos, jeg er gift med Steffen. Han er den, der kan min søns cpr-nummer, hvis vi skal på skadestuen, han er den, der tager Milos med på drengetur og på fisketure, og det er ham, som reder op på trampolinen om sommeren, så de kan sove under stjernerne, siger Malene Staal.