Politi og brandvæsen rykkede torsdag aften ud til en voldsom brand i en boligblok ved krydset mellem Hvidovrevej og Femagervej i Hvidovre.
Som følge af branden måtte flere opgange evakueres på Hvidovrevej 130, ligesom et større område var blevet afspærret.
Billeder fra stedet viste, hvordan der stod store flammer ud fra taget på bygningen.
Anmeldelsen om branden kom klokken 21.30, men natten til fredag meddeler Hovedstadens Beredskab, at man har fået kontrol med branden, og man har iværksat efterslukning.
'Branden blev meget voldsom pga. den stærke blæst og slukningsarbejdet vanskeliggjort af fare for, at skorsten skulle vælte,' skriver beredskabet på Twitter.
Ingen personer skulle være kommet noget til i den voldsomme brand.