Ekstremistgruppen Abu Sayyaf har dræbt den 50-årige canadier Robert Hall, som sammen med en anden canadier, en nordmand og en filippinsk kvinde blev bortført fra ferieparadiset Oceanview Resort på øen Samal ved Mindanao på Filippinerne 22. september sidste år.
Det oplyser Canadas statminister Justin Trudeau i en udtalelse mandag eftermiddag, hævder flere canadiske medier. Heriblandt Toronto Sun.
- Det er med stor sorg, at jeg har grund til at tro, at en canadisk statsborger, Robert Hall, som har været holdt som gidsel på Filippinerne siden 21. september 2015, er blevet dræbt af sine gidseltagere, siger Justin Trudeau.
Robert Hall blev sammen med landsmanden John Ridsdel, 68, nordmanden Kjartan Sekkingstad, 56, og en filippinsk kvinde bortført midt om natten af 11 kidnappere, som var forklædt som almindelige turister. De kom i land på marinaen på Samal og truede kort efter de fire med våben til at følge med. Nordmanden arbejdede på stedet.
Du kan se en video af selve bortførelsen over artiklen...
Norsk gidselsag: Islamistgruppe kræver 145 millioner kroner inden en måned Her bliver fire personer bortført fra ferieparadis
Lagde video på nettet
I flere uger var der ingen, der vidste noget om tilfangetagelsen, for gidselstagerne havde ikke vakt opsigt under deres aktion. Der blev ikke afgivet nogen skud, og gidseltagerne tog hurtigt fra Samal igen i en hurtiggående båd sammen med deres ofre.
Men så lagde gidseltagerne en video på nettet med besked til de canadiske og norske myndigheder. I videoen sad de fire på en bakke med automatvåben rettet imod sig. Og siden er der kommet krav om løsesummer. De fire opfordrer hver især i videoen deres respektive myndigheder til at give efter for gidseltagernes krav.
- Jeg er okay, men jeg er i alvorlig fare, sagde Robert Hall i videoen.
Nogle uger senere kom en ny video, hvor bortførerne krævede 145 millioner danske kroner for hvert gidsel. Senere er kravet angiveligt droslet noget ned. I den ny video ses gidslerne i en sekvens på 90 sekunder iført håndjern, mens de ligger sammenkrøbet på et gulv omringet af bevæbnede mænd.
Norsk gidselsag: Islamistgruppe kræver 145 millioner kroner inden en måned
Islamistgruppe har ansvaret
Sidst i april bekræftede Justin Trudeau, at John Ridsdel var blevet dræbt. Abu Sayyaf og filippinske sikkerhedskilder oplyser, at Hall er blevet likvideret, da den sidste frist for at betale løsesum udløb mandag, men det er endnu ikke blevet bekræftet fra officielt hold. Hans lig er heller ikke blevet fundet.
Den canadiske statsminister har alligevel tillid til sine kilder på Filippinerne.
- Canadiske tjenestemænd samarbejder tæt med myndighederne på Filippinerne på formelt at kunne bekræfte, at Hall er død, men vi har svært gode grunde til at tro, at meldingerne om dette desværre er rigtige, siger Justin Trudeau videre.
Ifølge Trudeau er det bortførerne, der helt og aldeles har ansvaret for det koldblodige og meningsløse drab. Abu Sayyaf menes at være en af de mest ekstreme islamistgrupper, som desuden også har sværget troskab til Islamisk Stat. Til gengæld menes bevægelsen, der har rødder i den sydvestlige del af Filippinerne, ikke at have flere end mellem 350 og 400 aktive medlemmer.
Nu er begge canadiere altså angiveligt blevet dræbt. Lokalt politi har tidligere oplyst, at den filippinske kvinde var kæreste til den nu afdøde Robert Hall.
Her er ofrene: Kidnappere var forklædt som turister i ferie-paradis
Nægter at forhandle
Trudeau har stædigt afvist på nogen måde at være villig til at forhandle med gidseltagere. Efter Ridsdels henrettelse i april sagde han, at Canada aldrig kommer til at betale løsepenge for gidsler på Filippinerne, og i maj forsøgte han at få ledere i de andre G7-lande til at gå sammen om en erklæring om altid at være modstandere af at betale løsepenge.
- Dette er præcis, hvorfor Canadas regering ikke vil og ikke kan betale løsepenge for terroristgruppers gidsler. Hvis vi gør det, sætter vi samtidig flere canadieres liv i fare, siger Justin Trudeau.