Norske Anne-Elisabeth Hagen, der har været savnet siden 2018, er nu formelt erklæret død.
Det skriver det norske medie NRK.
68-årige Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen.
Politiet i Norge ved ikke med sikkerhed, at hun er død.
Grunden til, at hun alligevel er erklæret død, er, at hun optræder i den årlige statistik over uopklarede drab i Norge, skriver NRK.
- Vi har ikke slået fast, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt, men vi har arbejdet med en hovedhypotese om drab siden før sommeren 2019.
- Som sagen står nu mener vi derfor, at det er naturligt, at hun bliver en del af statistikken over uopklarede drab, siger politiinspektør ved Øst-politidistrikt Tommy Brøske til NRK.
Den nationale statistik, der indeholder oversigten over uopklarede drab, går tilbage til 1991. Der er i alt 34 uopklarede drab på listen, og sagen med Anne-Elisabeth Hagen er det nyeste eksempel.
Den 68-årige kvinde forsvandt i 2018 fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo. Hendes sidste livstegn var en telefonsamtale.
I oktober var det et år siden, at Hagen forsvandt. Det betyder, at norsk politi har ledt efter hende i 14 måneder uden held.
- Vi kender ikke til noget præcist tidspunkt endnu (for Hagens død, red.). Det er derfor naturligt at sætte dagen til den dag, hun blev meldt savnet, siger Tommy Brøske til NRK.