To unge forsøgte sig i dag som bevæbnede røvere på Brøndbyøster Torv vest for København, men det gik rigtigt skidt for dem.
Selvom ekspedienten blev truet med en pistol, nægtede han at udlevere pengene, så forbryderspirerne måtte stikke halen mellem benene på en sort knallert.
Et vidne i kiosken hjalp med at jage røverne på flugt.
Tabte taske og pistol
Undervejs tabte de både den sportstaske, som skulle have været fyldt med penge, og pistolen, som viste sig at være en hardball-pistol.
Røverne fortsatte flugten til Vestvolden ved Brøndby, hvor de brændte deres tøj af, blandt andet sko og en jakke. Politiet fandt den sorte knallert smidt på stedet sammen med en skruetrækker, fortæller Ekstra Bladets reporter på stedet.
- Vi har gode spor at arbejde med, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns politi.
Røveriforsøget skete kort før klokken 12.43, hvor den sorte knallert stoppede udenfor kiosken. Passageren hoppede af og kom maskeret ind i kiosken og truede med pistolen. Han beskrives som iført maskering, sort hættetrøje, jeans og Nike-sko. Føreren af knallerten er der ikke noget signalement af.