En mand er død, efter at han tirsdag formiddag kørte sin bil ind i to huse i Jerslev.
I første omgang oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, at manden var i kritisk tilstand.
- Vi får en anmeldelse klokken 11.35 om, at en personbil havde ramt to huse. Der er sket det, at føreren formentlig har fået et ildebefindende, fortalte Poul Fastergaard.
- Han er bragt med ambulance til Aalborg Traumecenter, fortsatte han.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Ingen fare for beboerne
Men tirsdag aften melder BT, at personen - en 71-årig mand - er afgået ved døden. Der er formentlig tale om, at han fik et ildebefindende og er død af et hjertestop.
Der er ikke andre tilskadekomne i ulykken. Bilen og husene har lidt materielle skader.
- Men der er ikke sammenstyrtningsfare, og der har ikke været brug for at evakuere nogen, sagde Poul Fastergaard tidligere på dagen til Ekstra Bladet.