Onsdag morgen er der udbrudt brand i en beboelsesejendom på Guldbergsgade på Nørrebro i København. Det bekræfter Københavns Politi.
- Vi fik anmeldelsen 8:35, og der er sendt både brandvæsen og patruljer ud til beboelsesejendommen, siger den centrale vagtleder til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladets fotograf på stedet fortæller, at beboerne er blevet evakueret, og flere af dem står og ser chokeret til, mens brandvæsnet arbejder.
Politiet ved endnu ikke, hvordan branden er startet. Beboere fortæller til Ekstra Bladets fotograf, at lejligheden, hvor branden er opstået, tilhører en mand, som heldigvis skulle være nået ud.
Klokken 10:20 oplyser politiet til Ekstra Bladet at branden er slukket.
