Brand i ejendom: Kvinde er i livsfare

En 25-årig kvinde fra Ribe er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København

Kvinde er svært forbrændt efter brand i ejendom i Ribe. (Google Maps)
Kvinde er svært forbrændt efter brand i ejendom i Ribe. (Google Maps)

En ung kvinde er blevet svært forbrændt, efter der lørdag middag udbrød brand i en beboelsesejendom i Ribe.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jesper Hansen til Ekstra Bladet.

- Vi får meldingen om brand klokken 12.19. Kvinden er blevet forbrændt på omkring 20 procent af kroppen.

- Det drejer sig om arme, overkrop og ansigt, og hun er formentlig i livsfare oplyser vagtchefen.

Kvinden er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København, hvor hun modtager behandling for sine brandskader.

Teknikere skal fastslå brandårsag
Vagtchefen oplyser, at branden, som var koncentreret i et rum, nu er slukket, og at brandvæsenet har forladt stedet.

Politiet har allerede nu en teori om, hvordan branden er opstået, men ønsker ikke at uddybe dette, før teknikere har undersøgt ejendommen. Det vil formentlig ske mandag.

- Vi mener dog ikke, at der ligger noget kriminelt bag brandens opståen. Vi har sikret gerningsstedet, og så ser vi nærmere på det på mandag, siger Erik Lindholdt, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.