Brand i lejlighed: 'Mand sprang fra altan til altan'

En 3. sals lejlighed på Østerbro er brudt i brand

Vidner har set en mand springe fra altan på tredje sal og ned på altanen nedenunder for at slippe væk fra lejlighedsbrand. Foto: Mogens Flindt
Vidner har set en mand springe fra altan på tredje sal og ned på altanen nedenunder for at slippe væk fra lejlighedsbrand. Foto: Mogens Flindt

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Der er mandag kort efter middag udbrudt brand i en lejlighed på Vennemindevej på Østerbro.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Se mere video på Local Eyes.

Branden er anmeldt til alarmcentralen klokken 12.40.

Vagtchef Carsten Reenberg fortæller, at der er godt gang i branden.

- Det er en lejlighed, der ligger i 3. sals højde, siger Reenberg til Ekstra Bladet.

Brand og redning er ankommet til stedet. Det samme er politiet. Men vagtchefen har kort før klokken 13 ikke fået tilbagemelding om, hvorvidt det har været nødvendigt at evakuere folk fra lejlighedskomplekset.

Ekstra Bladet har talt med Rasmus Danstrøm, som bor over for lejlighedskomplekset. Han sad og arbejde ved sin computer, da hans opmærksomhed pludselig blev rettet mod lejligheden over for.

- Der stod en mand i bar mave og råbte ude på altanen. Jeg kigger ud og ser, at røgen står ud fra lejligheden bag ham. Det ser ud til, at han slet ikke kan komme ind igen, siger Rasmus Danstrøm.

- Der står en masse nede på gaden, som ringer 112. Det samme gør jeg, men kan slet ikke komme igennem.

- Så beslutter manden sig pludselig for at hoppe ned på altanen nedenunder. Det var tæt på at gå galt. Men det lykkedes for ham. Han klarede den. Derefter river han døren op ind til lejligheden nedenunder, og kort efter kommer han ned på gaden, siger Rasmus Danstrøm.

Nede på gaden blev manden af politiet hjulpet over i en netop ankommet ambulance.

Også vagtchefen har klokken 13.20 hørt om den dramatiske situation.

- En person er kørt på skadestuen.

- Vi går ud fra, at den person formentlig er kommet oppe fra lejligheden. Men det er ikke 100 procent fastlagt endnu, siger vagtchefen.

Carsten Reenberg fortæller, at branden er tæt på at være slukket klokken 13.20.

- Men brandvæsenet er lige nu ved at tjekke tagkonstruktionen for, om noget af branden skulle have bredt sig, siger vagtchefen.