En brand i en lejlighed spredte sig hastigt i et boligkompleks i Bronx, New York. Branden tog livet af 19 personer og sendte flere på hospitalet.
Myndighederne arbejder nu på at kortlægge, hvordan det kunne gå så galt.
Brandvæsenet i New York formoder, at branden startede i en el-radiator i en lejlighed på anden sal.
Brandvæsenets teori er, at døren til lejligheden spillede en væsentlig rolle i den tragiske begivenhed, der indtil videre har kostet ti voksne og ni børn livet.
Døren til lejligheden stod åben, hvilket har ladet den giftige røg sprede sig væsentlig hurtigere til resten af bygningen.
Det sagde brandkomissær Daniel A. Nigro på et pressemøde søndag aften lokal tid.
Røgalarmer
En anden medvirkende årsag til, at branden udviklede sig så tragisk, kan muligvis findes i bygningens røgalarmer.
En talsperson fra Bronx Park Phase III Preservation LLC, der ejer bygningen sagde søndag aften, at røgalarmen i bygningen fungerede efter hensigten.
- Der er ingen problemer med alarmsystemet, som vi kender til, og det lader til, at det har virket efter hensigten, sagde talspersonen til NBC.
Beboeren Jose Henriquez siger det modsatte til nyhedsbureauet AP. Da røgalarmen gik af, tog han det ikke seriøst, fordi røgalarmen før hen tit startede uden grund.
Han frygter, at flere af beboerne har haft samme tanke som ham, men ikke nåede ud i tide.
Artiklen fortsætter ...
Manglede nødudgang
Flere beboere har siden branden fortalt, at de ikke kunne flygte fra bygningen, da de opdagede branden på grund af mængden af røg - de frygtede at blive kvalt, inden de nåede ud.
De blokerede dørene, så godt de kunne, og var derfra overladt til at vente på at blive reddet af brandmyndighederne.
Bygningen har heller ingen udvendig brandtrappe, som man ellers ofte ser det i New York.
Beboeren Winther Thomas fortalte til svenske Aftonbladet, at bygningen heller ikke havde sprinklere.