Anders Behring Breivik hævder, at han var hjernevasket for ti år siden, da han udførte de terrorangreb på Utøya og i regeringskvarteret i Oslo i 2011, der endte med at koste 77 mennesker livet.
Det fortalte han selv, da han kort efter frokost indtog pladsen i vidneskranken i den retssag, der skal tage stilling til hans anmodning om prøveløsladelse.
Ifølge NRK startede Breivik med at fortælle, at han tager afstand fra vold og terror.
- Jeg beder om forståelse for, at man kan være nazist uden at være militant. Jeg tager i dag stærk afstand fra vold og terror samt objektiverne i manifestet. Jeg giver herved mit æresord på, at dette er bag mig for altid, siger Anders Breivik.
12 punkter
Gennem 12 punkter fortalte Breivik om, hvem han har været. Han snakkede blandt andet om ideologier, det han kalder 'kulturkrig', og hvordan han mener, at han blev radikaliseret, efter han blev medlem af den militante, nynazistiske organisation Blood & Honour.
Breivik ville ikke svare direkte på, om han angrer sine handlinger 22. juli 2011, men giver i stedet Blood & Honour ansvaret for angrebene.
- Jeg som menneske udførte handlingerne i den grad, at jeg lod mig radikalisere, og det er til en vis grad også min skyld. Men det er dem, som radikaliserer, som bærer det meste af ansvaret.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Selvom han understreger, at han ikke er tilhænger af vold og terror, er det ikke lig med, at han har lagt sine højreorienterede holdninger på hylden.
- Det betyder ikke, at jeg ikke vil bruge resten af livet på at tjene hvid magt-bevægelsen, enten fra fængsel eller ikke fra fængsel, siger Anders Breivik.
Han lavede ligeledes en nazihilsen som det første, da han kom ind i retslokalet. Han startede også med at vise et medbragt papir med ordene 'Stop your genocide against our white nations'.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Psykiater: - Ikke væsentlig anderledes
Ud over Breivik selv skal den erfarne psykiater Randi Rosenqvist vidne i sagen om eventuel prøveløsladelse. Det skriver det norske medie VG.
Hun lavede den første vurdering af Breivik knap en måned efter terrorangrebene i 2011, og hun har siden foretaget en række risikovurderinger af massemorderen.
Allerede i en rapport fra 2013 vurderede Randi Rosenqvist risikoen ved en fremtidig prøveløsladelse:
- Hvis ikke Breivik indtil da har ændret sine politiske holdninger væsentligt og gennemgået en lang periode med ægte anger, depression og ønsket om, at handlingerne var ugjorte, vil han igen være i stand til at udføre voldshandlinger, hvis han finder det passende.
Psykiateren vil ikke udtale sig inden retssagen, men udtalte alligevel til det norske medie:
- Jeg kan bekræfte, at de tidligere offentligt kendte konklusioner ikke er væsentligt anderledes end dem, som er blevet lavet nu, siger Randi Rosenqvist.
Der er i alt afsat tre retsdage til at vurdere, om Breivik kan få lov til at komme ud på prøveløsladelse.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør Ekstra Bladets krimi-podcast 'Bag Drabet'.