Britisk betjent filmede sex og nudister fra politihelikopter

Engelsk eks-betjent skal i fængsel for at have filmet sex-dyrkende og nøgne mennesker fra politihelikopter

Politibetjenten Adrian Pogmore misbrugte politiets udstyr til at spionere på uvidende borgere. Foto: Anna Gowthorpe/PA Photos
Politibetjenten Adrian Pogmore misbrugte politiets udstyr til at spionere på uvidende borgere. Foto: Anna Gowthorpe/PA Photos

Det koster den 50-årige nu tidligere politibetjent Adrian Pogmore et år bag tremmer, at han ikke kunne styre sin hunger efter sex i tjenesten.

Det har retten i Sheffield mandag afgjort, skriver blandt andre Sky News.

Den 50-årige Pogmore, der af sine kollegaer i retten er blevet beskrevet som en 'sex-besat luft-overvåger', blev dømt for i flere tilfælde at have filmet uvidende i intime stunder.

Det indebærer blandt andet, at han har filmet en mand og en kvinde dyrke sex på terrassen, mens han ifølge dommen også skulle have optaget en kvinde i færd med at solbade nøgen i haven sammen med sine tre bikiniklædte døtre.

Derudover har han filmet to naturister, der sad ude foran deres campingvogn, samt et par der solbadede nøgne i haven.

'Hævet over loven'
Peter Kelson, der som dommer idømte den tidligere betjent fængselsstraffen, lagde i forbindelse med domsafsigelsen heller ikke fingre imellem i afsky over for de groteske handlinger, som han kaldte 'krænkende og invaderende'.

- Kort fortalt brugte du en helikopter til 16 millioner kroner, som koster omkring 8000 kroner i timen at flyve, til at fremme dit eget seksuelle begær, da den skulle være blevet brugt til at opklare forbrydelser.

- I stedet for at forhindre og opfange forbrydelser, begik du forbrydelser, tordnede dommeren.

Han understreger, at dommen er fældet på baggrund af, at ofrene blev filmet helt uden, at de var klar over det, fra et kamera 300 meter over dem.

- Helt bogstaveligt betragtede du dig selv som værende hævet over loven. Ingen er hævet over loven, lød det fra dommeren.

Kollegaer frifundet
To helikopterpiloter og to betjente befandt sig i helikopteren med Pogmore, da han lavede de krænkende optagelser. De blev dog fredag frikendt for embedsmisbrug, og de hævder, de ikke havde nogen anelse om, hvad han foretog sig med kameraet.

Politiet fortsætter dog en intern undersøgelse af de fire for at opklare, hvorvidt de skal afskediges som følge af sagen.

Adrian Pogmore selv blev fyret i 2015. I straffesagen er blandt andet en stribe optagelser fundet i en skuffe i hans skrivebord brugt som bevis mod ham.

Britisk politi bruger typisk helikopterne til at overvåge større grupperinger i forbindelse med fodboldkampe eller ved eftersøgning af forsvundne personer.