Britiske betjente får bøde: Brød coronaregler

Der er bøderegn over politibetjente i London for at bryde coronareglerne, mens de var på arbejde

Betjene på billedet har ikke umiddelbart noget med sagen at gøre. Foto: Matt Dunham
Betjene på billedet har ikke umiddelbart noget med sagen at gøre. Foto: Matt Dunham

31 betjente fra Metropolitan Police kan se frem til en bøde på cirka 1700 kroner hver, fordi de under en vagt bestilte en frisør ud til politistationen, som skulle studse håret på ordensmagten.

Det skriver Metropolitan Police i en pressemeddelse.

- Det er dybt skuffende og frustrerende, at betjentene ikke har kunnet overholde covid-19-reglerne. Selvom betjentene donerede penge til velgørenhed som en del af klipningen, er der ingen undskyldning for det, de har gjort, siger chef på politistationen, Marcus Barnett.

Politiet fik en anmeldelse 17. januar, hvorefter en efterforskning blev søsat. Den efterforskning resulterede altså i bøder til 31 betjente.

Artiklen fortsætter under videoen

Henrik Ullum fra Statens Serum Institut fortæller, hvorfor det er alvorligt med den nye mutation af coronavirus, som kommer fra Storbritannien

Yderligere efterforskning
De to betjente, der stod for organiseringen, er blevet identificeret og underrettet om, at de bliver efterforsket for tjenesteforseelse.

- Det var en meget dårlig beslutning, og jeg forventer mig mere af dem. Det er derfor den eneste rigtige beslutning at give dem en bøde på 200 pund samt at undersøge de to, der organiserede det, for tjenesteforseelse, siger Marcus Barnett.

Betjentene blev taget med håret i postkassen, og det har givet røde ører hos ledelsen i politiet. Ledelsen gør det klart, at politiet er underlagt samme restriktioner som befolkningen.

- Befolkningen forventer, at politiet skal være forbilleder og skal følge reglerne, der er lavet for at forhindre spredningen af denne dødelige virus.

- Jeg håber, denne bøde viser, at politiet ikke er undtaget reglerne, og vi som organisation er klar til at handle, hvis vi ser betjente, der opfører sig uansvarligt, siger Marcus Barnett.