Brød hulkende sammen i retten: Sigtet for at stikke ekskæreste med 20 knivstik

Den 25-årige kvinde, der onsdag blev overfaldet, har været i livsfare. Hendes ekskæreste er sigtet for drabsforsøg

Københavns Byret (Ekstra Bladet): En 37-årig bredskuldret mand med tatovering i nakken brød hulkende sammen, da han torsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for forsøg på manddrab på sin 25-årige ekskæreste.

Kvinden blev onsdag formiddag stukket mindst 20 gange med kniv i mave, bughule, lår og milt i en lejlighed på Listedvej i Kastrup. Da politi og redningsfolk kom til stedet, var kvinden i livsfare.

Se mere video på Localeyes.dk.

Det kom frem i retten, før dørene blev lukket for offentligheden.

Mandens venstre tommelfinger var bundet ind, men hvorvidt skaderne stammer fra overfaldet vides ikke.

Manden nægter sig skyldig, men erkender vold af særlig farlig karakter. Han ønskede ikke at udtale sig i retten, meddelte hans advokat.

Flygtede væk i bil
I retten kom det frem, at den sigtede og den forurettede kvinde har et barn sammen.

Efter det voldsomme overfald onsdag flygtede gerningsmanden fra stedet. Klokken 13.50 blev den nu sigtede anholdt, mens han befandt sig i en bil.

Det fortæller efterforskningsleder, Jesper Beuschel, til Ekstra Bladet.

Onsdag oplyste efterforskningslederen, at overfaldet formentlig skyldes 'et samlivsforhold, der er ophørt', og at manden er kendt af politiet i forvejen.

Veninde fandt kvinden i blodpøl
Kort efter at den 25-årige kvinde var blevet overfaldet, fandt hendes veninde den unge kvinde liggende blodig i sin seng på adressen i Kastrup. Gulvet, væggene og sofaen var smurt ind i blod.

- Jeg ankommer til en dør, der er sparket ind, og at min venindes mor står med hendes lille baby på armen og råber 'ring efter en ambulance - det er et knivstikkeri'. Jeg finder så min veninde liggende på sengen fyldt med knivstik og blod. Der er blod overalt! Jeg begynder at udøve førstehjælp, indtil politiet og ambulancen kommer, fortalte veninden til BT.

Foto: Kenneth Meyer Krimi 25-årig kvinde stukket gentagne gange med kniv