Brød ind i kvindes hus og stjal hendes bil

En 17-årig indbrudstyv stjal en bil og forulykkede efterfølgende i den

En 26-årig kvinde vågnede natten til tirsdag op til en slem forskrækkelse, da en ung mand pludselig stod i hendes hjem i Svinninge.

Det fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

- Vi fik en anmeldelse klokken 5.30 fra en kvinde, som fortalte, at hun vågnede ved, at der blev smadret en rude i hendes bolig. Hun stod op og traf så en fremmed, yngre mand, fortæller Martin Bjerregaard.

- Manden stjal hendes bilnøgler og nogle andre småting og tog flugten i hendes bil, fortsætter han.

Ringede efter hjælp
Indbruddet fik den 26-årige kvinde til at ringe til politiet.

- Det opdagede tyven dog, fordi telefonen var koblet til bilen via Bluetooth, fortæller Martin Bjerregaard.

- Og det kan da godt være, at det bidrog til, at han følte, at han havde travlt. For en time senere - klokken 6.30, fik vi en anmeldelse om en forulykket bil et stykke derfra, fortsætter han.

Det var en anden kvinde, som kom forbi og fandt den forulykkede bil og føreren.

- Hun ser den forulykkede bil, som er kørt ind i et skilt og er havnet i grøften. Føreren er uskadt og forsøger at skille sig af med nummerpladerne, men hun får dem meldt ind, og vi skynder os til stedet, hvor vi får fat i en 17-årig mand fra Holbæk, fortæller Martin Bjerregaard.

- Kendte indbrudstyven og kvinden, han brød ind hos, hinanden i forvejen?

- Nej, det er der ikke noget, der tyder på. Hvorfor han lige har valgt at bryde ind på en adresse i Svinninge, når han selv er fra Holbæk, må vi jo prøve at få klarlagt.