Det nye år fik en voldsom start for en amerikansk kvinde, der tidligt på natten mellem 31. december og 1. januar blev udsat for en voldelig kidnapning i Las Vegas. Det skriver ABC News.
Et overvågningskamera opsat foran en families hus i den sydlige del af spillebyen filmede hvordan kvinden kommer løbende hen til huset, banker på døren og råber efter hjælp.
Bagfra kommer en mand og flår hende omkuld, sparker hende i maven, hvorefter han tvinger hende med tilbage til en ventende bil.
Politiet i Las Vegas udsendte sammen med overvågningsvideoen en efterlysning nytårsdag, og fandt allerede frem til gerningsmanden, 23-årige Darnell Rodgers, morgenen efter. Han er nu varetægtsfængslet og sigtet for kidnapning samt partnervold.
Kvindens identitet er ikke oplyst, men ifølge politiet er hun i god behold.