Brutal spøg: Fem unge dømt for at kidnappe ven

Fem unge mænd blev i dag idømt fængselsstraffe for grov spøg mod 16-årig

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer

Fem unge mænd i alderen 16 til 26 år fra Fredericia-området er i dag blevet idømt fængselsstraffe i retten i Kolding. De er kendt skyldige i at have bortført og udsat en 16-årig ung mand for vold og trusler.

De fem nu dømte mænd mente selv, at det var en spøg, de lavede med den 16-årige, som de i forvejen kendte.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tvunget ned i bagagerum
Det var i oktober sidste år omkring klokken otte om aftenen, at den 16-årige unge mand blev tvunget ned i et bagagerum af to maskerede mænd i Fredericia, mens de talte gebrokkent engelsk til ham.

Den 16-årige, som var på vej til træning da han blev kidnappet, blev kørt væk og senere taget ud af bagagerummet og ført ind i et skovområde af de to maskerede mænd. Det var først her, de to mænd besluttede at tage maskerne af og give sig til kende og forklare, at det var for sjov.

Retten besluttede i dag, at fire af de fem unge mænd skulle idømmes fem måneders betinget fængsel, mens den femte, der var 23 år på tidspunktet for hændelsen, fik seks måneders betinget fængsel.

Det var kun en af de nu dømte, der i dag besluttede at modtage dommen. De fire resterende udbad sig betænkningstid med henblik på anke.