Brutal spøg: Trak sok over hovedet på svane

Voldsom sag om dyremishandling fik britisk politi op af stolen

Foto: Lincolnshire Police
Foto: Lincolnshire Police

En brutal spøg om dyremishandling landede søndag på det lokale politiets bord i Linconshire i Storbritannien.

Et medlem af Yorkshire Swan and Rescue Hospital havde nemlig indgivet en anmeldelse om, at nogle ukendte personer havde trukket en sort sok ned over hovedet på en svane.

Det skriver BBC.

- Ingen form for dyremishandling vil blive tolereret, siger ledende efterforsker Llewellyn i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi vil foretage en gennemgående efterforskning i samarbejde med de relevante dyreorganisationer.

Gjort med vilje
Ifølge Lincolnshire Politi er det helt tydeligt, at det er gjort med vilje.

- Vi er ret sikre på, at det er noget, nogen har gjort med vilje. Sokken er trukket meget langt ned på svanens hals og sidder ret stramt, skriver politikredsen fortsat i pressemeddelelsen.

Ifølge Kate Burris fra den lokale dyrevelfærdsorganisation kunne svanen meget vel have lidt i uoverskuelig lang tid med døden til følge.

- Denne hensynsløse spøg kunne ultimativt have slået svanen ihjel. Desuden er det ynglesæson for svanerne, så det kunne sandsynligvis have gået ud over svanens potentielle afkom også, siger hun i pressemeddelelsen.

Strafferammen for dyremishandling i Storbritannien er fængsel op til seks måneder.