Brutalt juleoverfald: Politiet fortsat uden gerningsmænd

Nanna Skovmand og hendes kæreste blev udsat for et groft og umotiveret overfald juleaften - endnu er ingen anholdt i sagen

Nanna Skovmand efter overfaldet. (Privatfoto)
Nanna Skovmand efter overfaldet. (Privatfoto)

Har du kendskab til sagen - eller har du oplevet noget lignende? Så hører vi gerne fra dig på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Gerningsmændene bag et brutalt overfald på et ungt par på Vesterbro 24. december er fortsat på fri fod

Det oplyser Jesper Cederholm fra Station City til Ekstra Bladet.

- Vi efterforsker fortsat sagen, og den har høj prioritet, forsikrer han.

- Men vi kan endnu ikke bidrage med noget nyt.

Nanna: Jeg blev slået ned med kæder juleaften

Politiet er blandt andet i gang med at tjekke, om der er videoovervågning eller andre spor, der kan føre til anholdelse af den gruppe unge mænd, der overfaldt Nanna Skovmand og hendes kæreste med flasker og jernkæder ved midnatstid juleaften.

Politiet undersøger også tidligere voldssager i området for at se, om nogle af de 'kendte' voldsmænd matcher signalementet.

Nanna Skovmand og hendes kæreste kom gående nær Enghave Plads, da en ung fyr på omkring 16-17 år kom cyklende.

- 'Hvad glor I på? Har I et problem', sagde han til os flere gange og sprang af cyklen, har Nanna Skovmand tidligere forklaret til Ekstra Bladet.

På et tidspunkt valgte hendes kæreste Mads at svare igen, og det fik fyren til at gå amok. Han sprang hen til Mads og slog ham i hovedet med en flaske - og pludselig kom flere løbende til stedet.

Nanna efter grov julevold: Det handler ikke om hudfarve

De unge mænd, som var bevæbnet med jernkæder, som man bruger til at låse scootere og motorcykler med, sprang på Mads, som også blev overdængt med slag og spark.

- Han råbte til mig, at jeg skulle løbe, men jeg var bange for, at de ville slå ham ihjel. Så jeg blandede mig og greb ind, forklarede Nanna Skovmand, der kort efter selv lå på jorden og blev slået med de føromtalte jernkæder.

Derefter stak gruppen af.

Politiet har foreløbig udsendt signalement på to af de formodede gerningsmænd. De beskrives således:

A: Mand, mulig somalisk baggrund og 16-17 år gammel. Han var iført lyseblå hættetrøje, mørkt tøj og hvide sneakers-sko.

B: Mand, mulig somalisk baggrund, 16-17 år og skaldet. Han var iført sort dynejakke med hvid hættetrøje, lyse jeans og mørke sko.

Har du kendskab til sagen - eller har du oplevet noget lignende? Så hører vi gerne fra dig på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)