Et gigantisk jordfaldshul i Kina har slugt en bus og flere fodgængere.
Seks mennesker er døde, mens ti andre fortsat savnes. Det oplyser statslige medier tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ulykke skete foran et hospital i hovedstaden Xining, hovedstaden i Quinghai-provinsen, ved 05.30-tiden dansk tid. Ifølge nyhedsbureauet lød der en høj eksplosion, da bussen faldt gennem vejen og ned i hullet.
Kinesiske myndigheder arbejder nu på stedet for at klarlægge, hvorfor jorden pludselig åbnede sig.
Jordfaldshuller er dog ikke ualmindelige i Kina.
I 2016 faldt tre personer ned i et stort hul i Henan-provinsen, da vejen pludselig blev opslugt. Her viste efterfølgende undersøgelser, at jordfaldshullet formentlig blev forårsaget af vandrør i undergrunden, som gik i stykker på grund af regn.
I 2013 døde fem personer, da de faldt omtrent ti meter ned i et andet jordfaldshul ved en industribygning i byen Shenzhen. Ved begge ulykker formoder man, at en dårlig infrastruktur ligger til grund.