En butiksejer fra Nordsjælland er lørdag blevet varetægtsfængslet ved Retten i Helsingør, sigtet for seksuelle overgreb på en 21-årig kvindelig medarbejder.
Hun er for nylig blevet ansat i forretningen, og blev ifølge sin anmeldelse udsat for seksuelle overgreb af sin arbejdsgiver i butikken to dage i træk.
Butiksejeren, der er sidst i 30´erne, nægter sig skyldig. Han er varetægtsfængslet i 13 dage af hensyn til politiets efterforskning. Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre.
Både butiksejeren og den 21-årige er omfattet af navneforbud.
Det fremgår af sigtelsen mod manden, at han 2. september mellem klokken 17 og 19 udsatte den 21-årige kvinde for blufærdighedskrænkelse i butikken ved flere gange at stille sig bag hende og gnubbe sit underliv mod hendes bagdel.
Næste dag mellem klokken 20.40 og 21 gik han, ifølge sigtelsen, et groft skridt videre, da han låste den 21-årige inde i kælderen under butikken og holdt hende fast.
Ifølge sigtelsen befølte han hendes bryster, kyssede hende på halsen, holdt hendes ene hånd mod sit skridt og stak en hånd ned i hendes trusser og pressede fingrene op i hendes underliv. Den 21-årige sagde 'nej' og forsøgte at komme fri.
Butiksindehaveren er sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse - og som skærpende omstændighed er anført i sigtelsen, at han var kvindens arbejdsgiver.