To personer måtte til afhøring hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, efter de blev taget for butikstyveri.
Det skriver politikredsen i døgrapporten.
En 33-årig mand forsøgte at snige en hamburgerryg og en flaske whishy ud af et supermarked i Vordingborg.
Efter han lagde varerne i sin kurv, forsøgte han ubemærket at snige dem ned i sin rygsæk.
Forsøget mislykkedes dog, og han blev standset uden for forretningen, hvor han ligeledes blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
Stribe af tyverier
Ikke langt fra Vordingborg blev en 40-årig kvinde ligeledes anholdt i Næstved for at have stjålet varer i et supermarked.
Det viste sig dog, at det ikke kun var supermarkedet, hun havde stjålet fra. Der blev nemlig fundet stjålne varer fra tre andre forretninger i centrum.
Den 33-årige mand og den 40-årige kvinde blev efter endt afhøring begge løsladt igen.
Nordsjællands Politi skulle også rykke ud til butikstyve i løbet af onsdagen. En 13-årig pige blev blandt andet taget for at have stjålet is, energidrik og smoothies i en Meny i Virum.
I Kongens Lyngby blev en 24-årig mand snuppet med lidt dyrere tyvekoster. Han havde nemlig stjålet parfume og tasker fra Magsin.
Og i Hillerød var der en kødtyv på spil i Føtex på Slangerupgade. En 35-årig udenlandsk mand blev anholdt for at stjæle flere okse- og kalvemørbrader, men også for at have overtrådt sit forbud mod at rejse ind i Danmark.
Voldsom stigning
Ekstra Bladet har tidligere på ugen beskrevet, hvordan tal fra Danmarks Statistik viser, at der har været en voldsom stigning i butikstyverier i 2022 og i det nye år.
Brugsuddeler i Superbrugsen i Jelling, Henrik Werge, har flere gange oplevet at få stjålet varer, hvilket irriterer ham og hans medarbejdere grænseløst.
Læs mere her.