Canadier får 11 års fængsel for spionage i Kina

Canadisk forretningsmand er idømt fængselsstraf i Kina. Canada mener, at sagen er politisk motiveret

Canadiske Michael Spavor blev i juni sidste år tiltalt for spionage i Kina. Han blev onsdag idømt 11 års fængsel af en kinesisk domstol. Canadiske myndigheder mener, at anklagerne mod ham er politisk motiverede. (Arkivfoto) Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Canadiske Michael Spavor blev i juni sidste år tiltalt for spionage i Kina. Han blev onsdag idømt 11 års fængsel af en kinesisk domstol. Canadiske myndigheder mener, at anklagerne mod ham er politisk motiverede. (Arkivfoto) Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

En canadisk forretningsmand er ved en domstol i Kina blevet kendt skyldig i spionage og idømt 11 års fængsel.

Det fremgår af en meddelelse onsdag fra en domstol i byen Dandong.

Michael Spavor, som den dømte hedder, vil ifølge meddelelsen blive udvist, men det fremgår ikke hvornår.

En advokat i Beijing oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at udvisninger normalt sker, efter at en person har udstået sin straf, men i særlige tilfælde kan det ske tidligere.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har tidligere beskyldt Kina for at retsforfølge Michael Spavor samt en anden canadier ved navn Michael Kovrig på grund af Canadas anholdelse af en kinesisk direktør fra telegiganten Huawei.

Onsdag kalder premierminister Trudeau dommen for 'fuldstændig uacceptabel og uretfærdig'.

Canadas ambassadør i Kina, Dominic Barton, siger onsdag, at han er skuffet over længden på fængselsstraffen.

Han tilføjer, at Canada fortsat vil arbejde på at få Spavor og Kovrig løsladt.

Kina har afvist Trudeaus påstand om, at anholdelserne er politisk motiverede og en form for gengældelse.

Spavor blev sammen med sin landsmand Michael Kovrig, der er tidligere diplomat, anholdt i Kina, kort tid efter at Huaweis finanschef, Meng Wanzhou, blev tilbageholdt under en mellemlanding i Vancouver i Canada i december 2018.

Meng blev pågrebet på baggrund af en amerikansk udleveringsanmodning, efter at Huawei blev anklaget for at have brudt USA's sanktioner mod Iran. Hun blev officielt sigtet for spionage i juni sidste år.

Spavor blev sammen med Kovrig tiltalt for spionage samme måned. På det tidspunkt var forholdet mellem Kina og Canada på et lavpunkt som følge af sagen om Meng Wanzhou.

Dommen over Michael Spavor kommer, dagen efter at en kinesisk domstol afviste den canadiske statsborger Robert Schellenbergs appel om at få omstødt sin dødsstraf for narkosmugling.