En tysk chauffør og den vognmand, han arbejder for, må punge ud med over 500.000 kroner i bøde, efter chaufføren er blevet taget i at overskride køre- og hviletidsreglerne med 893 procent.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet standsede chaufføren 28. januar ved Greve, og overalt i lastbilen fandt man flere tomme dåser med energidrik.
Da man så nærmere på chaufførens køre- og hviletidsregistreringer og lastbilens fartskriver, viste det sig, at han næsten på daglig basis overskred reglerne.
'I seks tilfælde blev et hvil, som skulle vare 9 timer afholdt på mellem 2 og 5 timer. Fire gange havde chaufføren kørt mellem 16 og 22 timer, selvom han maksimalt måtte køre 10 timer imellem to daglige hvil', skriver politiet i pressemeddelelsen.
Der er rejst 28 sigtelser mod chaufføren, og retsmødet er sat til 23. juni ved Retten i Roskilde.