En lærerinde på en skole i Kinas Anhui-provins har modtaget en fyreseddel, efter det blev filmet hvordan hun afstraffede to piger fysisk under en dansetime. Det skriver engelske Express.
På overvågningsoptagelser fra klasseværelset ses det hvordan lærerinden hiver de to piger til side, vælter den ene omkuld og tildeler dem begge to flere spark og slag. Derefter går pigerne tilbage og fortsætter danseøvelserne, inden lærerinden få øjeblikke senere igen er efter dem, og blandt andet hiver dem i håret.
De lokale undervisningsmyndigheder oplyser at lærerinden lørdag er blevet afskediget som følge af sine handlinger, og at en retslig undersøgelse nu er igangsat.
Fysisk afstraffelse blev forbudt i kinesiske skoler i 1986, men ifølge New York Times er hård, fysisk opdragelse af børn stadig udbredt i det folkerige land.