I en lille grotte ved Mossemarka i Norge gjorde to nordmænd sig noget af et fund torsdag formiddag. Her fandt de nemlig en sæk med penge - mange penge.
Det skriver det norske medie VG, som har talt med 40-årige Ole Bisseberg, der sammen med sin kammerat fandt pengene i grotten.
- Jeg regner med, at der kan være op til to millioner kroner, fortæller Ole Bisseberg til VG. To millioner norske kroner svarer rundt regnet til halvanden million danske kroner.
Talte 500.000 og kontaktede politiet
De to nordmænd fandt pengene i en grotte, som under anden verdenskrig blev brugt til at opbevare udstyr for modstandsbevægelsen.
Pengene lå i en sort sæk, og da de to nordmænd fandt dem, skyndte de sig hjem med pengene, hvorefter de begyndte at tælle dem. Da de havde talt omkring 500.000 kroner, kontaktede de politiet.
De fortæller til VG, at de aldrig overvejede at beholde pengene selv.
Politiet bekræfter over for det norske medie, at de har været involveret i et fund af penge.