En familie i Langå ved Randers gennemgår nu den største sorg.
De har mistet deres 14-årige datter, som meningsløst og brutalt blev revet fra dem fredag eftermiddag, da en 55-årig mand stærkt beruset lærer kørte hende ned.
De færreste kan sætte sig ind i, hvad de går igennem lige nu.
En af dem, der kan, er 49-årige Claus Viftrup. For snart fire år siden mistede han sin 17-årige datter Camilla, da hun en søndag morgen i juni blev kørt ned af en spritbilist, der fik halvanden års fængsel.
Spritdræbt skolepige blev mindet på ulykkessted
Hun gik i vejkanten på en landevej ikke langt fra Djurs Sommerland, da hun uden varsel bliver ramt bagfra af en bil. Bag rattet sad en skolelærer på vej hjem fra en fest. Camilla Viftrup brækkede nakken og blev kort tid efter erklæret død på Aarhus Universitetshospital.
- Det kan ikke undgås, jeg bliver rørt, når jeg læser om den her ulykke i Langå. Ulykkerne minder jo lidt om hinanden. Mine tanker er hos familien, siger Claus Viftrup til Ekstra Bladet.
- Hvad er det, den familie går igennem lige nu?
- Når du får opringningen, så ændrer dit liv sig på et sekund. Til at begynde med, troede jeg ikke på det, de sagde. Jeg gik i chok. Min krop kunne ikke forstå det. Det var først, da jeg gik gennem døren til stuen, hvor hun lå på hospitalet, at det ramte mig. Det tidspunkt, jeg husker mest tydeligt, og som jeg kan høre går igen hos de andre fra min sorggruppe, er der, hvor lægen kommer og siger, at der ikke er mere at gøre.
- På det tidspunkt tror jeg stadig ikke på det, men så skal jeg ind og se hende. Jeg går gennem den åbne dør, men føler det som om, jeg rammer en mur, for der lå hun jo. Maven vender sig, og du har som om, du skal kaste op. Det er meget voldsomt at se sin lille pige ligge der med blod ud af næsen og slanger over det hele.
Efter bisættelsen kom stilheden
Tiden lige efter blev sorgen trængt lidt i baggrunden, fordi der var så mange praktiske ting, som Claus Viftrup i fællesskab med Camillas mor skulle tage stilling til.
- Hvilken sten skal der på gravstedet? Hvilke sange skal der spilles i kirken? Hvad skal præsten have med i sin tale?
Camilla Viftrup blev bisat 6. juli 2013 fra Auning Kirke.
Efter bisættelsen kom stilheden.
- Så kommer tiden bagefter, hvor der ikke lige foregår noget, og der bliver du ramt af sorgen endnu engang. For mit vedkommende endnu hårdere, siger Claus Viftrup og holder en pause, inden han fortsætter:
- Det er en hård tid, som den her familie går i møde. Der er snart gået fire år, siden Camilla døde, men jeg har stortudet så sent som i dag.
- Hvordan kommer man videre? Et spørgsmål, som Claus Viftrup flere gange er blevet stillet.
- Det er næsten det værste, du kan spørge om, fordi det gør du ikke. Du lærer at leve med det, men sorgen er der altid. Det vil den altid være. Det er vigtigt for omverdenen at vide.
Claus Viftrup understreger, at han ikke ligger i fosterstilling på sofaen hver dag. Han har en hverdag, et arbejde og sine andre børn, som han skal tage sig af.
- For det meste ligger sorgen i baggrunden. Den ligger lige under overfladen, og så dukker den op til overfladen en gang i mellem. Det er oftest ved mærkedage som fødselsdag, dødsdag og juleaften, men også når jeg læser om den ulykke i Langå. Når jeg så tager en tur, hvor jeg er ked af det som nu, så giver det mig faktisk luft.
- For mig kommer det også tit, når jeg har det rigtig godt. Så spøger det i underbevidstheden, om jeg nu også kan tillade mig det?
Tal om tabet
Gennem sin gang hos en sorggruppe har Claus Viftrup også lært, at det er forskelligt, hvordan folk tackler deres sorg, men han vil alligevel gerne give familien til den 14-årige pige fra Langå et råd i denne svære situation.
- Til familien vil jeg sige, at de skal være åbne omkring deres tab, selv om de har allermest lyst til at bure sig inde. For mig hjælper det at snakke om Camilla, men mange lader være med at spørge ind til det, fordi de er bange for, at jeg begynder at græde. Og det kan også godt være, at jeg gør det, men det er det eneste der hjælper. Snak om det!
- Selv om Camilla ikke er her længere, så er jeg stadig stolt af hende og vil gerne tale om hende. Hun må ikke blive glemt.
Marias store sorg: Vuggedøden tog mine to børn
For at familien kan komme gennem den svære tid, så er det ifølge Claus Viftrup altafgørende, at dem der er omkring dem tør tilbyde deres hjælp.
- De skal være tålmodige og droppe berøringsangsten. Det kan godt være, at familien siger nej de første fem eller ti gange, de bliver spurgt om de vil snakke, eller om de skal have hjælp. Men deres nærmeste skal blive ved, og så skal de huske, at sorgen også er der om seks måneder og om fire år.
