En 20-årig mand er onsdag blevet anholdt i en sag om tyveri af luksusbiler fra en parkeret autotransporter.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.
I forvejen sidder to mænd på 19 og 25 fængslet i sagen. De to blev taget på fersk gerning natten til 24. januar efter et forsøg på tyveri på Nordmarksvej i Sorø.
Her fik politiet en anmeldelse om, at der luskede nogle uvedkommende personer omkring ved en autotransporter. Det viste sig, at der var stjålet en Chevrolet Corvette, som de to havde fået startet, og som de også havde kørt væk i. De to var imidlertid vendt tilbage til autotransporteren, hvor politiet siden stod klar.
Det er politiets opfattelse, at de også ville stjæle en BMW X5 fra autotransporteren.
Under anholdelsen af de to blev der desuden fundet to foldeknive.
Alle tre i sagen er blevet sigtet for tyveri og forsøg på tyveri af særlig grov beskaffenhed. Det er blandt andet den anslåede værdi af bilerne, som har gjort, at sagen er havnet i den kategori.
Politiet har vurderet Corvetten til at have en værdi på 450.000 kroner, mens BMW-firehjulstrækkeren vurderes til 300.000 kroner. Det er almindelig retspraksis, at sager om tyveri eller tyveriforsøg af effekter til en værdi af mere end en halv million kroner vurderes til at være sager af særlig grov beskaffenhed.
I sådanne sager kan varetægtsfængsling komme på tale.
Selv om politiet ikke traf den 20-årige på gerningsstedet under anholdelserne af de to første 24. januar, er det opfattelsen, at han har spillet en rolle i tyveriforsøget, oplyser anklagemyndigheden til Ekstra Bladet.
Den 20-årige bliver torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han på lige fod med de øvrige to anholdte forlanges varetægtsfængslet.
Ud over sigtelsen for tyveri af særlig grov beskaffenhed er den 20-årige også sigtet for et røveri mod SuperBrugsen i Haslev den 21. januar.
Anklagemyndigheden oplyser til Ekstra Bladet, at det er politiets opfattelse, at der er flere medgerningsmænd på fri fod i tyverisagen. Det er årsag til, at dørene vil blive forlanget lukket under grundlovsforhøret.