En 46-årig kvinde er afgået ved døden i en trafikulykke på Vesterbrogade i København.
Hun kom cyklende ved et kryds ved Vesterbrogade og Brorsonsgade og blev ramt af en højresvingende varebil.
Det oplyser vagtchef Jess Voldager fra Københavns Politi til Ekstra Bladet.
- Personen afgik ved døden klokken 10.01, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.
Dødsfaldet skete i forbindelse med et uheld, som politiet modtog en anmeldelse om klokken 09.10 ved krydset.
Politiet er på nuværende tidspunkt færdig på stedet, og strækning er igen farbar.