Cyklist fløjet til Rigshospitalet efter ulykke

En ældre mand er blevet fløjet til Rigshospitalet med en form for hovedtraume efter at være blevet påkørt

En cyklist er fredag aften kommet til skade nær Nakskov efter at været blevet påkørt af en bil.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til BT og TV2 Øst.

Ifølge politiet er den påkørte en 81-årig mand.

Manden skal være blevet påkørt, efter at han uden varsel kørte ind foran bilen ved en fodgængerovergang.

- Sådan som vi har fået det klarlagt, er det en cyklist og en bilist, der kører i samme retning.

- Ved et fodgængerfelt, svinger cyklisten ind foran bilen, og bliver påkørt og får en form for hovedtraume, siger politikommissær Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Over for BT forklarer politiet, at det var umuligt for bilisten at nå at reagere.

Cyklisten blev efter ulykken fløjet til Rigshospitalet med akutlægehelikopteren.

Politiet kan foreløbigt ikke sige mere om den påkørtes tilstand.