En ældre mand på cykel har lørdag ved middagstid været involveret i en færdselsulykke på Hovedvejen mellem Struer og Thisted.
Der er tale om en mand i starten af 70'erne, som nu er kørt på hospitalet i kritisk tilstand.
Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even til Ekstra Bladet:
- Han er blevet påkørt af en bil, som fortsat holder og spærrer vejen. Vi er stadig på stedet. Vi kender ikke den fulde status på cyklisten, men han er i kritisk tilstand og overført til hospitalet.
Vagtchefen fortæller videre, at man ikke er helt sikre på forløbet, der førte til ulykken.
- Vejen deroppe er sådan en type vej, hvor cykelstien blot er markeret med en stiplet linje, så der er ikke meget plads, De har begge kørt i samme retning, så det kan muligvis have været et vindstød, som har forårsaget det, siger han.
Lars Even fortæller, at manden er født i 1949, og at politiet modtog anmeldelsen klokken 12.16.
Ifølge Vejdirektoratet er vejen ved 14.30-tiden atter genåbnet.