En mandlig cyklist er 'noget kvæstet', efter at han onsdag blev påkørt af en motocross-motorcykel på Svinkvej nordvest for Hemmet nær Ringkøbing Fjord.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til Ekstra Bladet.
- Manden kørte på cykelstien, og så blev han påkørt. Føreren af motocross-motorcyklen stoppede kort op og kørte så videre uden at give sig til kende.
- Cyklisten er uden for livsfare, men er blevet kørt med udtrykning til hospitalet i Herning, fortæller Ole Vanghøj og tilføjer, at der er tale om en tysk turist.
Politiet opfordrer borgere, som skulle have oplysninger i sagen, til at henvende sig til dem på 114.