Dan-Bunkerings advokat: Gætværk om brændstof kom til Syrien

Anklager mener, at Dan-Bunkering skal idømmes trecifret millionbøde. Forsvarer afviser, at der er beviser

Retten i Odense har tirsdag hørt anklagers samt den ene af forsvarernes procedure i sagen mod Dan-Bunkering, Bunker Holding og direktør Keld Demant, der er tiltalt for at bryde EU-sanktioner. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Retten i Odense har tirsdag hørt anklagers samt den ene af forsvarernes procedure i sagen mod Dan-Bunkering, Bunker Holding og direktør Keld Demant, der er tiltalt for at bryde EU-sanktioner. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Følg Krimi

Dan-Bunkering har ikke - hverken direkte eller indirekte - solgt jetbrændstof til personer, enheder eller organer i Syrien.

Sådan lød det tirsdag i Retten i Odense. Her argumenterede forsvarer Jacob Skude Rasmussen i sin procedure for, at Dan-Bunkering skal frifindes.

Dan-Bunkering hører hjemme i Middelfart.

- Anklageskriftets betingelser om direkte eller indirekte salg er ubestrideligt ikke opfyldt i denne sag. Allerede af den grund skal der ske frifindelse, siger han.

Dan-Bunkering er sammen med Bunker Holding og Bunker Holdings administrerende direktør, Keld R. Demant, tiltalt for at have overtrådt en EU-forordning ved at sælge mange tusinde ton jetbrændstof.

Brændstoffet blev solgt til russiske selskaber, som var generalagenter for den russiske flåde. Ifølge anklagemyndigheden endte brændstoffet i Syrien.

Jacob Skude Rasmussen afviser, at der er bevis for, at brændstoffet blev leveret i Syrien.

- Den direkte og indirekte levering er sket i de europæiske havne, siger han.

Jetbrændstoffet blev leveret på Cypern og Malta og i Grækenland og Tyrkiet. Herfra sejlede tankskibene 'Yaz' og 'Mukhalakta' med slukkede signaler brændstoffet til Syrien, mener anklagemyndigheden.

Anklager Anders Dyrvig Rechendorff har kaldt det 'kvalificeret gætværk', at skibene er kommet helt ind i havnene i Syrien. Men det giver Dan-Bunkering-advokaten ikke meget for.

- Det står tilbage, at det er gætværk. Der er ikke noget endegyldigt bevis for, at brændstoffet er leveret i Syrien, siger advokaten. Han konkluderer på den baggrund:

- Det er simpelthen ikke godt nok i en straffesag.

Forsvareren afviser også, at EU-forordningen gælder, når det er det russiske militær, som har aftaget brændstoffet.

- Formålet med hele forordningen er ikke at sanktionere Rusland eller andre tredjelande, siger Jacob Skude Rasmussen.

Anders Dyrvig Rechendorff mener, at brændstoffet blev tanket på russiske jagerfly, som bombede i Syrien. Forsvareren afviser, at der er bevis for, hvad der skete med det i Syrien.

Tirsdag ved middagstid afslørede anklageren, at han mener, at Dan-Bunkering bør idømmes en bøde på 319 millioner kroner.

Kravet til Bunker Holding lyder på 81 millioner kroner. Anklageren mener, at en straf på omkring to års fængsel til Keld Demant er passende.

De to sidstnævnte er tiltalt for otte handler. Dan-Bunkering er tiltalt for 33 handler i perioden fra 2015-2017.

Anklageren har lagt vægt vægt på, at Erhvervsstyrelsen lillejuleaften i 2016 slog alarm. Her bad styrelsen Dan-Bunkering om en god forklaring. Mistanken handlede om, at selskabet solgte jetbrændstof, som endte i Syrien.

Forsvareren fortæller dog, at Dan-Bunkering tog henvendelsen alvorligt og undersøgte den. Han afviser, at det er relevant for retten at vurdere, om undersøgelsen så også var god nok.

- Det relevante er, om man forholder sig til henvendelsen, siger han.

Jacob Skude Rasmussen fortsætter sin procedure i retten onsdag. Her vil også forsvarerne for Bunker Holding og direktør Keld Demant få ordet. De kræver ligeledes frifindelse.

FAKTA: Brændstof for 648 millioner til krigen i Syrien

Retten i Odense skal afgøre, om to selskaber har overtrådt EU's forbud mod at sende brændstof til fly til Syrien.

Tirsdag har anklagemyndigheden fremsat sin strafpåstand. Anklagemyndigheden mener, at Dan-Bunkering skal idømmes en bøde på 319 millioner kroner og Bunker Holding en bøde på 81 millioner kroner

Direktør i Bunker Holding Keld Demant bør ifølge anklagemyndigheden idømmes omkring to års fængsel.

Læs om sagen her:

* A/S Dan-Bunkering Ltd. og moderselskabet Bunker Holding A/S er tiltalt. Også Keld Rosenbæk Demant er under anklage. Han er bestyrelsesformand i det ene selskab og administrerende direktør i det andet.

* Sagen drejer sig om 33 handler fra 2015 til 2017. Kunderne var to russiske selskaber Sovfracht og Maritime Assistance. Selskaberne var generalagent for den russiske flåde.

* De nægter sig skyldige. Der var ingen viden om, at brændstoffet skulle til Syrien. Desuden omfatter forbuddet i EU's forordning ikke fremmede landes regeringer og militær, lyder det fra forsvarerne.

* Værdien var 648 millioner kroner. Brændstoffet blev leveret i havne på Cypern og Malta samt i Grækenland og Tyrkiet.

* Kaptajnen på et russisk skib er i Grækenland idømt seks måneders fængsel for to af de mange transporter.

* I USA er der rejst en straffesag mod seks personer fra Sovfracht og to syriske havneinspektører.

* Amerikanske myndigheder gik til Danmark med sagen i slutningen af 2016. Erhvervsstyrelsen forlangte en forklaring af Dan-Bunkering lillejuleaften. Styrelsen gik til politiet i februar det følgende år.

Kilder: Anklageskrift, oplysninger i retsmøder.

Vi hører her ouverturen til en mulig katastrofe

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.