En nu tidligere medarbejder hos Realdania By og Byg er blevet bortvist og politianmeldt.
Det sker på baggrund af en konstatering af dokumentfalsk og bedrageri, oplyser Realdania By og Byg i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen oplyser de desuden, at det endnu ikke er fuldt afdækket, hvor stort et beløb, sagen omhandler.
- Med det store forbehold, at gennemgangen og efterforskningen kan vise noget andet, så er vores bedste bud, at sagen omhandler et beløb i omegnen af 15 millioner kroner.
- Vi tager sagen meget alvorligt. Og selv om vi allerede har meget grundige kontrolsystemer, er vi i gang med at gennemgå dem omhyggeligt for at sikre, at alle systemer og kontrolmiljøer bliver testet og justeret med det formål at undgå noget lignende i fremtiden, siger administrerende direktør Peter Cederfeld i pressemeddelelsen.
Realdania og Realdania By og Byg har af hensyn til politiets efterforskning ikke yderligere kommentarer til sagen.