En kvinde blev torsdag aften fundet død i en bil på en parkeringsplads foran storcenteret Emporia tæt på Malmö Arena.
Og nu skriver Sydsvenskan, at svensk politi er på jagt efter en 27-årige dansk mand. Han er sigtet for drab in absentia, og han er dermed stadig på fri fod.
Årsagen til, at de sigter ham in absentia, er, at de så kan efterlyse ham internationalt.
- Der er tegn på, at hun er blevet slået ihjel. Vi ved ikke, hvordan hun er død, men vi har mistanke om, at der kan ligge en forbrydelse bag. Derfor efterforsker vi sagen som et drab, siger pressetalsmand Calle Persson til Sydsvenskan.
Den 27-årige mand er dansk statsborger og har efter sigende ikke fast adresse i Sverige.
Fundet død i bil
Ifølge politiet fik de en anmeldelse klokken 21 torsdag aften om et mistænkeligt fund i en bil og hastede derud.
- Vi undersøgte stedet og fandt ud af, at kvinden var død. Omstændighederne gør, at vi nu efterforsker sagen som et drab.
- Parkeringspladsen ligger ved storcenteret Emporia og Malmö Arena, så der har været relativt meget liv i går aftes, siger pressetalsmand Thomas Söderberg til Aftonbladet.
Han fortæller samtidig, at politiet ikke kan oplyse, hvor længe bilen har stået der, og hvor længe kvinden har ligget der.
De pårørende er underrettet.
Kender den dræbte
Politiet i Sverige bekræfter, at den sigtede danske mand og den omkomne kvinde kender hinanden.
- Der er en kobling mellem ham og kvinden. De skulle være bekendte, siger presseperson for det svenske politi, Calle Persson, til Aftonbladet.