Dansk skib kæntret: En person fundet død

Den anden person er stadig savnet

Ekstra Bladets fotograf var tilfældigvis på vej over med Bornholmerfærgen mandag morgen. Video: Rasmus Flindt Pedersen
Følg Krimi

En af de personer, der var ombord på det danske skib Karin Høj, er blevet fundet død inde i skibet af svenske dykkere.

Det oplyser det svenske politi til Ekstra Bladet. Den anden person er stadig savnet.

De to danskere var de eneste ombord på det kæntrede skib, oplyser den vagthavende ved Forsvarets Operationscenter.

Ifølge den svenske redningstjeneste var det danske skib blevet hårdt ramt af det britiske skib Scot Carrier.

- Hun er blevet ramt af et af de andre skibe og rullet rundt. Vi ser tydelige tegn på, at hun er blevet fuldstændig kørt over, siger Johan Nilsson til Aftonbladet.

- Det er den større båd, der kørte på den mindre. Den er kæntret med det samme og lagt sig på siden. Den større båd er så fortsat og kørt lige over. Det er gået meget stærkt, siger han.

'Grov fuldskab'
Jesper Berthelsen forklarer desuden, at der har været en læge i dansk helikopter, der har været ombord på det britiske skib for at tage prøver fra den britiske besætning.

På den svenske kystvagts hjemmeside fremgår det, at anklagemyndigheden har indledt en undersøgelse om grov uagtsomhed.

- Kystvagten er i øjeblikket i gang med en række efterforskningsforanstaltninger, herunder forskellige former for tvangsmidler inden for rammerne af forundersøgelsen. Der er opstået yderligere kriminel mistanke, herunder groft fuldskab til søs, siger kystvagtens forundersøgelsesleder.

Der er altså mistanke om, at besætningen på det britiske skib kan have været stærkt påvirkede af alkohol i søtrafikken.

Ifølge det svenske medie Aftonbladet er flere blevet tilbageholdt på skibet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Både en helikopter, fly og redningsbåde hjælper ved ulykken, hvor to personer er savnede. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Både en helikopter, fly og redningsbåde hjælper ved ulykken, hvor to personer er savnede. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Færge hjalp med at kigge
Ekstra Bladets fotograf Rasmus Flindt Pedersen var tilfældigvis ombord på færgen til Bornholm mandag morgen. Herfra kunne han og resten af passagererne se redningsaktionen.

- Det er svært at se skibet, fordi det ligger med bunden op, men man kunne se det et stykke ude og en del mindre redningsfartøjer, der cirkulerede rundt, beretter Rasmus Flindt Pedersen.

Også i luften cirkulerede nogle forholdsvis store fly tæt på vandet for at kigge.

- De sagde i højttalerne, at de satte farten ned, da vi passerede, så færgens besætning kunne hjælpe med at kigge efter personer i vandet, fortæller han.

- Passagerne på færgen stillede sig ud på dækket for at se, hvad der skete, og da vi kom forbi stedet, satte færgen farten op igen og sejlede forbi, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der søges i disse minutter efter to personer efter kollisionen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Der søges i disse minutter efter to personer efter kollisionen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ingen redningsmidler
Undersøgelser og observationer fra ulykken viser, at besætningen på det danske skib ikke har haft lang tid til at redde sig selv ud.

- Det formodes, at skibet er væltet rundt ret hurtigt, for der er ingen redningsmidler, der er frigjort fra skibet. Det vil sige, der ikke er nogen redningskrans eller redningsflåder, der er frigivet. Så det er nok gået ret hurtigt, fra det blev sejlet ned, til det er vendt rundt, siger vagthavende Jesper Berthelsen.

Meget tyder på, at det er det britiske skib, der er sejlet ind i det danske.

- Det kan ikke rigtig være på andre måder, når det er det danske skib, der er væltet rundt, forklarer han.

Bunden i vejret
Ulykken mellem de to skibe skete natten til mandag.

- Klokken 3.30 går der en automatisk alarm fra et skib i nød, og vi sender en helikopter til området fra vores beredskab og en redningsbåd fra Rønne, sagde den vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter til Ekstra Bladet tidligt mandag morgen.

Tidligere har man søgt fra luften og på vandet for at finde de savnede personer, men der er indtil nu kun fundet vraggods.

Den danske redningstjeneste har også dykkere på standby, der kan hjælpe til.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Ekstra Bladet følger sagen ...

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt