Dansk statsborger død under oversvømmelser i Belgien

En dansk statsborger har mistet livet under de voldsomme oversvømmelser i Belgien

En dansk statsborger er død under oversvømmelserne i Belgien.

Det oplyser Erik Brøgger, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, til TV 2.

- Vi har desværre her til eftermiddag fået bekræftet, at der er en dansker, som er omkommet i forbindelse med oversvømmelserne i Belgien, siger han til TV 2.

Han fortæller videre, at han ikke har kendskab til, at der er flere danske statsborgere blandt de flere hundrede savnede personer.

Dødsfaldet er mandag eftermiddag blevet bekræftet igennem den danske ambassade i Belgien.

Næsten 200 døde
Onsdag blev Tyskland og Belgien ramt af kraftig regn, der har ført til voldsomme oversvømmelser.

Mindst 31 personer er omkommet i Belgien, og 165 har mistet livet i Tyskland.

Det er Vallonien, hvor byerne Namur og Liege ligger, der har været hårdest ramt af oversvømmelserne i Belgien.

I Tyskland er det især delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, der har været hårdest ramt.

Forberedt på fremtidige klimakatastrofer
Oversvømmelserne har ligeledes fået Danske Beredskaber til at forberede sig på, at der i Danmark kan ske klimakatastrofer, hvor beredskabet kan blive afgørende.

- Klimahændelser forudsiges af eksperterne at blive værre, hyppigere og kraftigere, så vi i beredskabet kan ikke bare regne med, at gårsdagens indsatstaktik og materiel rækker ind i fremtiden, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Oversvømmelserne i Europa er af en karakter, som ikke er set før, har Lars Høg Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen, tidligere fortalt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Belgien blev ramt af ekstreme oversvømmelser i sidste uge, hvor vandmasserne bl.a. trak biler med sig.