Dansker i isolation for coronavirus

En dansker er i isolation med mistanke om coronavirus på Aarhus Universitetshospital

En dansk statsborger undersøges nu for smitte med coronavirus. Video/redigering: DR Nyheder/Martin Ekelund

Den første danske patient undersøges med mistanke om smitte med coronavirus.

Det bekræfter Aarhus Universitetshospital over for Ekstra Bladet.

Der er tale om en mandlig patient, som er kommet hjem fra Hubei-provinsen i Kina.

- Det er en mand, som har været i Hubei-provinsen indenfor de sidste 14 dage, fra han bliver syg. Han er indrejst i Danmark i søndags og er blevet hentet med ambulance i eget hjem helt efter bogen, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, til Ekstra Bladet.

Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse tirsdag aften, at mistanke om smitte med coronavirus fastholdes efter undersøgelsen på sygehuset.

'Patienten vil derfor forblive i højisolation, indtil ny coronavirus afkræftes på testen ved Statens Serum Institut. Såfremt testen er positiv, vil patienten selvfølgelig forblive i højisolation, hvor patienten samtidig vil modtage behandling for sin sygdom,' lyder det i pressemeddelelsen.

Det forventes ifølge Sundhedsstyrelsen, at prøvesvaret er klar enten sent tirsdag aften eller tidligt onsdag morgen.

Indlagt på særlig stue
Aarhus Universitetshospital er det ene af to danske hospitaler, som modtager mulige smittede danskere med coronavirus. Det andet er Hvidovre Hospital.

Patienten er indlagt på en særlig isolationsstue med undertryksventilation på afdelingen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

De øvrige patienter, besøgende og medarbejdere på hospitalet er ikke udsat for smittefare, skriver Sundhedsstyrelsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den første dansker, der testes for den frygtede coronavirus, ankommer til Aarhus Universitetshospital. Foto: DR Nyheder
Den første dansker, der testes for den frygtede coronavirus, ankommer til Aarhus Universitetshospital. Foto: DR Nyheder

Lav risiko
106 personer er i skrivende stund døde af coronavirussen, og flere end 4000 smittet med sygdommen, der brød ud i den kinesiske by Wuhan og på lidt under en måned har spredt sig fra Kina til 13 andre lande i verden.

Ifølge WHO er det indtil videre for tidligt at klassificere corona-udbruddet som en international sundhedskrise.

Inden udmeldingen om mistanken om en smittet person opdaterede Sundhedsstyrelsen sin risikovurdering af virussen til lav. Det er uændret tirsdag aften.

- Det er stadig vores vurdering, at der er lille risiko for, at vi får coronavirus i Danmark, men vi kan ikke udelukke det. Vi kan heller ikke udelukke, at vi i de kommende dage vil se flere patienter, hvor man mistænker coronavirus. Men med det meget høje beredskab vi har, kan vi forebygge en smittespredning meget effektivt, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Selvom Sundhedsstyrelsen vurderer risikoen til at være lav, har de udsendt retningslinjer og råd til, hvordan man skal forholde sig til sygdommen på hospitalerne.